Conversion

Vi skaber effektive online marketing løsninger, fordi vi forstår teknologi og brugeradfærd. Vi arbejder dedikeret med data og søger konstant at omsætte indsigt i brugeradfærd til forretningskritiske handlinger.

  • conversion
  • tracking
  • data

Sådan tracker du nemt på dine kampagnelinks

Skrevet af Danni Kirstine Skou | 27-10-2016

Kampagnesporing har afgørende betydning for gennemsigtigheden i din kampagne og for den løbende erfaringsopsamling, der gør dit arbejde endnu mere effektivt. Kampagnesporing er et omstændigt emne, og derfor runder vi det i denne omgang kun ved at slå på tromme for, at du gør det – og for at dele et trick til nemt at oprette URL’er, der kan spores.

Hvad er kampagnesporing?

Kampagnesporing er ganske enkelt dig, der gør det forståeligt for Google Analytics, hvordan den skal forstå og kategorisere indgående trafik til dit site. Udover de gængse trafikkilder – direkte, henvisninger, betalt og ikke mindst organisk trafik – har Google Analytics brug for hjælp, så din kampagne bliver så overskuelig som muligt.

For at kunne tracke på dine kampagnelinks, udfylder du en række parametre, der kategoriserer linket og dets indhold. På den måde får du tiltrængt gennemsigtighed og kan finde ud af, hvilke aktiviteter i kampagnen, der performer bedst og hvilke, der skal forbedres.

Hvorfor er kampagnesporing vigtigt?

Uden kampagnesporing er du blind, for du ved ikke, hvilke dele af din kampagne, der leder til trafik og salg. Det svarer til at stikke en finger i luften og gå efter vinden – ikke så djævelsk produktivt i en online kampagne.

Kampagnesporing gør det muligt for dig at selektere i dine medier på baggrund af data frem for mavefornemmelser. Det gør dig i stand til at bruge tid og energi på de medier og det indhold, der virkelig performer, og producere mere af det, der giver værdi for pengene.

Læs også: Opfordring: Snak struktur, før I bygger et nyt website

Sådan opsætter du et link, der kan spores

Googles værktøj Campaign URL Builder sætter det enkelt op for dig.

Lad os tage denne blogpost som eksempel. Vi vil spore linket og planen er, at det skal deles på Facebook. Blogpostens URL er https://www.gorm.agency/sadan-tracker-du-nemt-pa-dine-kampagnelinks.

Med udgangspunkt i URL’en bevæger vi os videre til source – i dette tilfælde Facebook. Det kunne også være nyhedsbreve, bannere, Twitter, mm. Dernæst indtaster vi medium, og i dette tilfælde kalder vi det ”opslag” (da det ikke skal sponsoreres, i så fald havde vi kaldt det ”ad”, ”spons” eller lignende). Vi kalder det oftest 'social', så vi derigennem afspejler al social.

Nu når vi til campaign name, hvor vi arbejder ud fra blogemnet – dvs. vi skriver titlen på blogindlægget. I mange tilfælde arbejder vi med generic, der dækker gængse aktiviteter og specifikke kampagnenavne, så vi adskiller disse aktiviteter. Campaign term lader vi stå, for der er ikke tale om en annonce, og ligeledes rører vi heller ikke campaign content, da vi i dette eksempel ikke laver flere UTM-koder på linket. Det kan være fint til splittests fx.

Vi har nu et link, der ser sådan ud:

https://www.gorm.agency/sadan-tracker-du-nemt-pa-dine-kampagnelinks?
utm_source=Facebook&utm_medium=opslag&utm_campaign=S%C3%A5dan%
20tracker%20du%20nemt%20p%C3%A5%20dine%20kampagnelinks

Når vi bruger det på Facebook, vil det nu fremgå i Google Analytics, så vi ved, hvor trafikken er kommet fra. Helt konkret kan du finde det i Google Analytics > Anskaffelse > Kampagnetrafik > Alle kampagner.

Det kan i begyndelsen virke lettere uoverskueligt med de forskellige betegnelser, men i bund og grund handler det om, at du gør URL’en forståelig for dig selv i Google Analytics. Derfor er det vigtigt, at du laver en rutine, som lige netop du forstår. Du behøver ikke udfylde det hele, men kun det, du har behov for – som i vores eksempel, hvor vi ikke havde brug for de to sidste.

Man kan vælge til slut at køre linket gennem en URL-forkorter – fx Bit.ly, gerne med privatindstillingerne i orden – så det er lidt mere mundret.

Læs også: Tre vigtige overvejelser til UX og design

Og nu: Et trick!

Hos GORM har vi indført en arbejdsgang, hvor vi gennem Google Sheets både genererer kampagnelinks og samler dem alle. Det gør, at vi ikke står med håret i postkassen, hvis fremgangsmåden glemmes fra gang til gang, og så giver det et rigtig godt overblik.

Ved lidt teknisk snilde har vi udarbejdet dokumentet sådan, at vi genererer kampagnelinket direkte i det, så det både er let og hurtigt. Det ser sådan her ud:

Vil du selv teste, hvordan generatoren virker, kan du her finde en spritny Google Sheets skabelon med en kort introduktion. Du er velkommen til at eksperimentere og kopiere over i dit eget dokument.

 

Vil du læse mere? 

Så se Googles indføring i tilpassede kampagner og gode råd til kampagnesporing.